Det er mere almindeligt, end de fleste tror. Midt i sorgen viser det sig, at I ikke vil det samme. Den ene vil have kirke og salmer. Den anden vil have en stille afsked. Nogle vil have kisten i jorden. Andre vil have en bisættelse. Bag uenigheden ligger ofte kærlighed – bare i forskellige former.
Det gør det ikke mindre hårdt. Især ikke, når tiden er knap, og alle er sårbare.
Hvorfor opstår uenigheden?
Det handler sjældent kun om kiste eller urne. Det handler om, hvem der kendte den afdøde “bedst”, om gamle familieroller, om tro, om skyld – og om frygten for at gøre noget forkert. Og så kan det skyldes at afdøæde ikke fik lavet “Min sidste vilje”
Typiske problemområder er:
- Begravelse eller bisættelse
- Kirkelig eller borgerlig handling
- Hvilke salmer, taler og ritualer
- Hvem der skal tale, og hvem der skal sidde forrest
- Hvor urnen eller kisten skal nedsættes
- Hvor stor eller lille ceremonien skal være
- Skal sted familien med
Jo tidligere I får uenigheden frem i lyset, desto større er chancen for at finde en vej.
Gode råd til at blive enige
Start med den afdøde – ikke med jer selv.
Havde vedkommende sagt noget? Skrevet det ned? Sunget bestemte salmer? Talt om kirke, natur eller “bare noget stille”? Afdødes egne ønsker, fremsat efter det fyldte 15. år, vejer tungest.
Skil de store valg fra de små.
Bliv enige om det vigtigste først: kirkelig eller borgerlig, begravelse eller bisættelse. Detaljer som blomster, musik og mindesammenkomst kan ofte fordeles, så flere bliver hørt.
Lad én samtale have en mægler.
En bedemand, præst eller en rolig slægtning uden for konflikten kan holde samtalen på sporet. Målet er ikke, at alle får 100 procent. Målet er en afsked, hele familien kan leve med.
Giv plads til mere end ét udtryk.
En kirkelig handling kan rumme et personligt mindeord. En bisættelse kan rumme en senere, mindre samling ved gravstedet. Mange konflikter letter, når ikke alt skal rummes i én time.
Sæt en tidsramme.
Sig for eksempel: “Vi taler om det i aften. I morgen træffer vi en beslutning.” Evig diskussion slider mere end et kompromis.
Skriv det ned.
Når I er enige om noget, så notér det. Det mindsker, at samtalen starter forfra næste dag.
Hvis det er helt umuligt
Så er I ikke de første. Loven har en vej, netop fordi familier ikke altid kan nå hinanden i tide.
1. Begravelsesmyndigheden træffer afgørelse
Det er sognepræsten i det sogn, hvor den afdøde boede. Myndigheden ser først på afdødes egne ønsker. Dernæst på, hvem der stod den afdøde nærmest – typisk ægtefælle, derefter børn, forældre og søskende.
2. I kan indsende hver jeres anmodning
Hvis I vil forskellige ting, kan der sendes flere anmodninger. Så afgør begravelsesmyndigheden, hvilken der skal følges, og alle parter får besked. Det gælder dog kun de store spørgsmål: begravelse eller ligbrænding og kirkelig eller borgerlig handling.
3. Afgørelsen kan indbringes for skifteretten
Bliver I ikke enige i afgørelsen om begravelse eller ligbrænding – og om handlingen skal være kirkelig eller borgerlig – kan spørgsmålet gå videre til skifteretten. Skifterettens kendelse kan ikke ankes.
Vigtigt: Selve begravelsen eller bisættelsen må ikke gennemføres, før der er truffet afgørelse. Uenighed om hvor højtideligheden skal holdes, kan som udgangspunkt ikke sendes i skifteretten. Der skal mægles. Uenighed om valg af gravsted kan derimod indbringes for skifteretten.
Det kan betyde at der kommer til at gå mere end 14 dage fra dødstidspunkt til højtidelighed. I de tilfælde skal der desuden søges om udsættelse af bisættelsen eller begravelsen. Det sørger bedemanen normalt for.
4. Ikke alt kan afgøres af en domstol
Uenighed om hvor højtideligheden skal holdes, skal som udgangspunkt mægles. Det kan ikke bare sendes i skifteretten. Uenighed om valg af gravsted kan derimod indbringes for skifteretten.
I den periode kan en bedemand stadig hjælpe med det praktiske og med at holde tonen nede, mens afgørelsen kommer.
Hvad sker der med arven, når I er uenige om begravelsen?
Kort fortalt: Uenighed om afskeden ændrer ikke arvereglerne.
Begravelse og arv er to forskellige spor.
- Afskeden afgøres af begravelsesmyndigheden – og i sidste ende evt. skifteretten – efter begravelsesloven.
- Arven fordeles efter arveloven, testamente og den skifteform, skifteretten udleverer boet til.
Det betyder:
- Man “vinder” ikke mere arv ved at få sin vilje om ceremonien.
- Man mister heller ikke sin arveret, fordi man var uenig om kirke, salmer eller gravsted.
- Begravelsesudgifterne betales normalt af dødsboet, før arven gøres op, hvis der er midler.
Hvis I senere ikke kan samarbejde om boet, er det en ny sag. Så kan privat skifte blive svært, og skifteretten kan udpege en bobestyrer, som behandler boet neutralt. Det er ofte den bedste løsning, når tilliden er brudt. Det er ikke en straf.
Pas på med at blande de to kampe sammen. Mange familier gør såret dybere ved at lade begravelsen blive en forpost til arvesagen.
En rolig tommelfingerregel
Spørg jer selv:
- Hvad ønskede den afdøde – så vidt vi ved?
- Hvad kan vi leve med, også om et år?
- Hvad kan vente til efter ceremonien?
Det sidste spørgsmål er vigtigt. Gravsten, mindesmærke, fordeling af ting og de svære samtaler om arven behøver ikke at være afgjort, før I siger farvel.
Vi kan hjælpe jer med at finde en vej
Hos Rosendahls begravelse møder vi indimellem familier, der ikke er enige. Vi tager ikke parti. Vi hjælper med at få overblik, skille de praktiske valg fra de følelsesmæssige – og med selvfølgelig med kontakten til kirke og begravelsesmyndighed, hvis der skal en officiel afgørelse til.
Læs også:
Sådan forbereder du dig til samtalen med præsten
Testamente, arv og praktiske papirer
Hvordan vælger man den rigtige bedemand?
Ring til os på 48 26 06 76.
I behøver ikke at have en fælles beslutning, før I ringer. Vi er her for jer.