1. Du kom med alt hvad der var dig
og sprængte hver en spærret vej
og hvilket forår blev det!
Det år, da alt blev stærkt og klart
og vildt og fyldt med tøbrudsfart
og alting råbte: lev det!

2. Jeg stormed ud og købte øl
ja, vintrens gamle, stive føl
fór ud på grønne enge
og du blev varm og lys – og fuld
og håret var det pure guld
som solen – skjult for længe.

3. Og blomster åbned sig og så
at nu blev himlen stor og blå
og stunden født til glæde
Din næve var så varm og god
og du blev smuk og fuld af mod
så smuk, jeg måtte græde.

4. Vorherre selv bød ind til fest
og kyssed hver benovet gæst
i kærlighedens sale
med øjne, undrende og blå
vi bare så og så og så
og slugte livets tale:

  5. At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerter,
og kærligheden er og blir
og hvad end hele verden si’r,
så har den vore hjerter.

1. Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød;
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst!

2. Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge Gud en sang for den lyse dag,
takke ham, at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder, trods synd og død.

3. Takke ham, som gav mig, når sol står op,
selv at føle morgen i sjæl og krop,
at al mørkhed svinder og sjælevé,
blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!

4. O, at jeg tør favne dig, skære dag,
kalde dig med navne, min sjæls behag,
alle gode navne, som bedst jeg ved:
Moder, søster, elskte: min kærlighed!

5. Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,
did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,
ret som om det ånded af lyset ud –
o du milde Fader, min skaber, Gud!

  5. Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.

  5. Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!

1. I østen stiger solen op,
den spreder guld på skyer;
vor Gud er også sol og skjold,
han giver liv og lykke.

2. Den kommer fra den favre kyst,
hvor Paradiset lå;
den bringer lys og liv og lyst
til store og til små.

3. Den hilser os endnu så smukt
fra Edens morgenrød,
hvor træet stod med evig frugt,
hvor livets væld udflød.

4. Den hilser os fra lysets hjem,
hvor størst Guds lys oprandt
med stjernen over Betlehem,
som østens vise fandt.

5. Og med Guds sol udgår fra øst
en himmelsk glans på jord,
et glimt fra Paradisets kyst,
hvor livets abild gror.

6. Og alle stjerner neje sig,
hvor østens sol går frem:
den synes dem hin stjerne lig,
der stod ved Betlehem.
  7. Du soles sol fra Betlehem!
Hav tak og lov og pris
for hvert et glimt fra lysets hjem
og fra dit Paradis!

1. Morgenstund
har guld i mund;
for natten Gud vi love;
han lærte os, i Jesu navn,
som barnet i sin moders favn
vi alle sødt kan sove.

2. Morgenstund
har guld i mund;
vi til vort arbejd ile,
som fuglen glad i skov og vang
udflyver med sin morgensang,
genfødt ved nattehvile.

3. Morgenstund
har guld i mund,
og guld betyder glæde,
og glædelig er hver en dag,
som leves til Guds velbehag,
om end vi måtte græde.

  4. Gå da frit
enhver til sit
og stole på Guds nåde!
Da får vi lyst og lykke til
at gøre gavn, som Gud det vil,
på allerbedste måde.

  5. Sol opstår,
og sol nedgår,
når den har gjort sin gerning;
Gud give os at skinne så,
som himmellys, skønt af de små!
Da randt for os guldterning.

1. Nu falmer skoven trindt om land,
og fuglestemmen daler;
alt flygted storken over strand,
ham følger viltre svaler.

2. Hvor marken bølged nys som guld,
med aks og vipper bolde,
der ser man nu kun sorten muld,
og stubbene de golde.

3. Men i vor lade, på vor lo,
der har vi nu Guds gaver,
der virksomhed og velstand gro
i tøndemål af traver.

4. Og han, som vokse lod på jord
de gyldne aks og vipper,
han bliver hos os med sit ord,
det ord, som aldrig glipper.

5. Ham takker alle vi med sang
for alt, hvad han har givet,
for hvad han vokse lod i vang,
for ordet og for livet.

6. Da over os det hele år
sin fred han lyser gerne,
og efter vinter kommer vår
med sommer, korn og kerne.

7. Og når engang på Herrens bud
vort timeglas udrinder,
en evig sommer hos vor Gud
i Paradis vi finder.

8. Da høste vi, som fugle nu,
der ikke så og pløje;
da komme aldrig mer i hu
vi jordens strid og møje.

9. For høsten her og høsten hist
vor Gud ske lov og ære,
som ved vor Herre Jesus Krist
vor Fader ville være!

10. Hans Ånd, som alting kan og ved,
i disse korte dage
med tro og håb og kærlighed
til Himlen os ledsage!

1. Hvor smiler fager den danske kyst
og breder favnen, når solklar bølge
og sommerskyer og skib med lyst
står sundet ind i hinandens følge,
og Kronborg luder
ved Sjællands port
mod hvide skuder –
hvor lyst! hvor stort!

2. Mod søen stunded vor sjæl tilforn.
Men bølgen brød med en røst derude
som vindens rislen i Danmarks korn –
da vendte mangen på ny sin skude.
Den grønne ager
på Sjællands bryst!
hvor smiler fager
den danske kyst!

3. Den danske mark i en bølgen går
som åndedræt af en venlig kvinde.
Sødt gynger byggen sit silkehår,
og rugen ånder med sol i sinde,
og vinden iler
til hvedens bryst.
Hvor fager smiler
den danske kyst!

4. Der driver høduft med krydret vind.
Igennem engen en å sig slynger.
Og lærken ringer skærsommer ind,
mens vilde blomster ved grøften gynger.
Gravhøje kroner
det grønne land.
Hvor skønt fortoner
sig sø og strand!

5. Alvorlig taler ved alfarvej
med grønsvær tækket de gamles grave:
Henfarne slægter – forglem dem ej!
i arv de gav dig en ædel gave.
Henfarne slægter
i landets marv
sig ej fornægter.
Bevar din arv!

6. Hvad hånden former er åndens spor.
Med flint har oldbonden tømret, kriget.
Hver spån du finder i Danmarks jord,
er sjæl af dem, der har bygget riget.
Vil selv du fatte
dit væsens rod,
skøn på de skatte,
de efterlod!

  7. Men du der søgte mod fremmed strand,
de gamle lig, som mod søen stunded,
hver gang du genser det gamle land,
skal sande, her blev dit hjerte bundet.
Thi dybe minder
og gammel agt
og milde kvinder –
hvor har de magt!

1. Dejlig er jorden!
Prægtig er Guds Himmel!
Skøn er sjælenes pilgrimsgang!
Gennem de favre
riger på jorden
gå vi til Paradis med sang.

2. Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang;
aldrig forstummer
tonen fra Himlen
i sjælens glade pilgrimssang.

3. Englene sang den
først for markens hyrder;
skønt fra sjæl til sjæl det lød:
Fred over jorden!
Menneske, fryd dig,
os er en evig frelser fød!

1. Den signede dag med fryd vi ser
af havet til os opkomme;
den lyse på himlen mer og mer,
os alle til lyst og fromme!
Det kendes på os som lysets børn,
at natten hun er nu omme!

2. Den signede stund, den midnatstid,
vor Herre han lod sig føde,
da klared det op i østerlid
til dejligste morgenrøde,
da lyset oprandt, som Jordens bold
skal lysne udi og gløde.

3. Om levende blev hvert træ i skov,
og var så hvert blad en tunge,
de kunne dog ej Guds nådes lov
med værdelig røst udsjunge;
thi evig nu skinner livets lys
for gamle og så for unge.

4. Thi takke vi Gud, vor Fader god,
som lærken i morgenrøde,
for dagen, han os oprinde lod,
for livet, han gav af døde;
den signede dag i Jesu navn
os alle vort liv forsøde!

5. Nu sagtelig skrid, vor højtidsdag,
med stråler i krans om tinde!
Hver time til Herrens velbehag
som bække i eng henrinde,
til frydelig sig til sidst de sno
op under de grønne linde!

  6. Som guld er den årle morgenstund,
når dagen opstår af døde,
dog kysser os og med guld i mund
den liflige aftenrøde,
så tindre end må det matte blik,
de blegnede kinder gløde.

  7. Så rejse vi til vort fædreland,
dér ligger ej dag i dvale,
dér stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale;
så frydelig dér til evig tid
med venner i lys vi tale.

1. Op, al den ting, som Gud har gjort,
hans herlighed at prise!
Det mindste, han har skabt, er stort
og kan hans magt bevise.

2. Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.

3. Det mindste græs jeg undrer på
i skove og i dale,
hvor skulle jeg den visdom få
om det kun ret at tale?

4. Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
at alle skove vrimle,
de mange fuglesving, der sker
op under Herrens himle?

5. Hvad skal jeg sige, når jeg går
blandt blomsterne i enge,
når fuglesangen sammenslår
som tusind harpestrenge?

6. Hvad skal jeg sige, når mit sind
i havets dybe grunde
kun dog så lidt kan kige ind
og ser så mange munde?

  7. Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
hvor stjerneflokken blinker,
hvor mildt enhver imod mig ler
og op til himlen vinker?

  8. Hvad skal jeg sige, når jeg op
til Gud i ånden farer
og ser den store kæmpetrop
af blide engleskarer?

  9. Hvad skal jeg sige? mine ord
vil ikke meget sige:
o Gud! hvor er din visdom stor,
din godhed, kraft og rige!

  10. Op, stemmer alle folk på jord
med frydetone sammen:
Halleluja, vor Gud er stor!
Og Himlen svare: Amen!

1. En rose så jeg skyde
op af den frosne jord,
alt som os fordum spå’de
profetens trøsteord.
Den rose spired frem
midt i den kolde vinter
om nat ved Betlehem.

2. For rosen nu jeg kvæder
om kap med Himlens hær.
En jomfru var hans moder,
Maria ren og skær.
I ham brød lyset frem
midt i den mørke vinter
om nat ved Betlehem.

3. Den rose fin og lille
har dejlig duft og skær;
den lyse for os ville
og sprede mørket her;
i sandhed mand og Gud;
af syndens nød og pine
han nådig hjalp os ud.

1. Jeg går i fare, hvor jeg går,
min sjæl skal altid tænke,
at Satan alle vegne står
i vejen med sin lænke;
hans skjulte Helved-brand
mig let forvilde kan,
når jeg ej på min skanse står.
Jeg går i fare, hvor jeg går.

2. Jeg går i trængsel, hvor jeg går,
mod synden skal jeg stride;
om Gud med korsets ris mig slår,
det skal jeg tålig lide;
tit ingen vej jeg ser,
hvor jeg kan vandre mer,
når modgangs tåge om mig står.
Jeg går i trængsel, hvor jeg går.

3. Jeg går til døden, hvor jeg går
og ved mig ikke sikker,
ej nogen dag og time, når
han har mig alt i strikker;
et lidet åndefang
kan ende al min gang,
så jeg i evigheden står.
Jeg går til døden, hvor jeg går.

4. Jeg går blandt engle, hvor jeg går,
de skal mig vel bevare,
slet intet Satans magt formår
i sådan Himmel-skare.
Bort, verdens suk og sorg!
Jeg går i engle-borg,
trods nogen krummer mig et hår.
Jeg går blandt engle, hvor jeg går.

5. Jeg går med Jesus, hvor jeg går,
han har mig ved sin side,
han skjuler mig med sine sår
og hjælper mig at stride.
Hvor han sit fodspor lod,
der sætter jeg min fod
trods al den del, mig ilde spår.
Jeg går med Jesus, hvor jeg går.

  6. Jeg går til Himlen, hvor jeg går,
frimodig da, mit hjerte,
kun did, hvor du en ende får
på al din synd og smerte.
Bort, verdens lyst og pragt!
Til Himlen står min agt,
al verdens eje jeg forsmår.
Jeg går til Himlen, hvor jeg går

1. Altid frejdig, når du går
veje, Gud tør kende,
selv om du til målet når
først ved verdens ende!

2. Aldrig ræd for mørkets magt,
stjernerne vil lyse!
Med et Fadervor i pagt
skal du aldrig gyse!

3. Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.

1. Jeg er træt og går til ro,
lukker mine øjne to;
Fader, se med kærlighed
til mit ringe leje ned!

2. Har i dag jeg, kære Gud,
syndet imod dine bud,
vær mig nådig, vær mig god,
slet det ud for Jesu blod!

3. Se, o Herre, til os ind,
os, som har det samme sind,
sæt, o Gud, din englehær
om alverden, fjern og nær!

  3. Stå de syge hjerter bi,
luk de trætte øjne i,
giv os alle fred og ro
i vor Herres Jesu tro!

1. Sov sødt, barnlille!
Lig rolig og stille,
så sødelig sov
som fuglen i skov,
som blomsterne blunde i enge!
Gud Fader har sagt:
Stå, engle, på vagt,
hvor mine de små er i senge!

2. Gudsfingrene grande
slog kors for din pande,
Guds Enbårnes røst
slog kors for dit bryst,
thi skal ingen djævel dig skade;
nu kan i din dåb
med saligheds håb
din sjæl og dit hjerte du bade.
.
3. .
Læg hænderne sammen,.
da lægger sig amen.
til Frelserens bøn,.
som stiger i løn.
og lyder, hvor englene kvæde;.
i Himmerigs kor.
det lille Guds-ord.
omfavne Guds engle med glæde.
.
4. De råbe, de sjunge:
På jordklimpens tunge
et ord af Guds Søn
er blevet til bøn,
svang hid sig på åndedræts-vinger;
Gud Fader i løn,
sig ja til den bøn!
Fra lavland livsalig den klinger.

  5. Og alle de købte,
i Jesu navn døbte,
som striden har stridt,
som døden har lidt,
gik ind til den evige hvile,
istemme så lydt
halleluja nyt,
at englene tie og smile.

  6. Da drypper som duggen
der manna1 på vuggen
til barnet på jord
fra englenes bord,
du finder med smil det i morgen;
og klarøjet brat
du siger godnat
til tvivlen og frygten og sorgen.

  7. Sov sødt, barnlille!
Lig rolig og stille,
og nyn på det navn
med nåden i favn,
al jorden til salighed givet!
Nyn: Jesus er min,
så favr og så fin,
min Jesus er lyset og livet!

1. Gud skal alting mage,
som mig alle dage
favner i sit skød,
han, som mig udvalgte
og blandt sine talte,
førend jeg blev fød,
han, som ved
så god besked
udi livet og i døden,
hvad jeg har fornøden.

2. Gud skal alting mage,
han så mangen plage
haver fra mig vendt,
underholdet livet,
mad og drikke givet,
som det mig har tjent,
og når tit
en anden sit
har med suk og sorg fordøjet,
har han mig fornøjet.

3. Gud skal alting mage,
dig ved hånden tage,
når du synke skal;
når du vil fortvi’le,
finder ingen hvile
udi modgangs dal,
Gud da vil
selv træde til,
da skal al din kummer endes,
som et strå forbrændes.

  4. Gud skal alting mage,
mægtig i de svage
han sig altid tér.
Skulle eller kunne
nogen gå til grunde,
som på Herren ser?
Allesteds
da vel tilfreds,
alting står udi hans hænder,
al din trang han kender.

  5. Gud skal alting mage,
selv når du skal smage
dødens beske skål,
da vil han det gøre,
selv vil han dig føre
til det rette mål;
lad den pagt
kun stå ved magt,
at du skal til graven drage,
Gud skal sjælen tage.

  6. Gud skal alting mage,
som den sorte drage
mægtig overvandt;
fører han end sine
gennem kors og pine
underlig iblandt,
vær bered
til strid og fred,
til at give og at tage,
Gud skal alting mage!

1. Hil dig, Frelser og Forsoner!
Verden dig med torne kroner,
du det ser, jeg har i sinde
rosenkrans om kors at vinde,
giv dertil mig mod og held!

2. Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
og hvad elsked du hos støvet,
at du ville alt opgive
for at holde os i live,
os dig at meddele hel?

3. Kærligheden, hjertegløden
stærkere var her end døden;
heller giver du end tager,
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted.

  4. Ak! nu føler jeg til fulde
hjertets hårdhed, hjertets kulde.
Hvad udsprang af disse fjelde,
navnet værd, til at gengælde,
Frelsermand, din kærlighed?

  5. Dog jeg tror, af dine vunder
væld udsprang til stort vidunder,
mægtigt til hver sten at vælte,
til isbjerge selv at smelte,
til at tvætte hjertet rent.

  6. Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte,
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blodskyld tvætte af!

  7. Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!

  8. Skønt jeg må som blomsten visne,
skønt min hånd og barm må isne,
du, jeg tror, kan det så mage,
at jeg døden ej skal smage,
du betalte syndens sold.

  9. Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: vi går til Paradis!

1. Nu takker alle Gud
med hjerte, mund og hænder,
som overflødigt godt
os uforskyldt tilsender,
som os fra moders liv
og første barndomsstund
i alt vort levneds tid
velsigned mangelund!

2. Den evig rige Gud,
han os fremdeles give
fred og frimodighed,
mens vi er her i live,
så vi i nåde stå
hos ham og på vor bøn
få hjælp i nød og død,
til sidst hans nådeløn!

3. Gud Fader med Guds Søn
og Helligånd tillige
ske tak og lov og pris
i høje Himmerige!
Treenig Gud, som var
og er og bliver, dig
vort takke-offer frem
vi bær’ ydmygelig.

1. Himmelen, i Himmelen,
hvor Gud, vor Herre, bor,
hvor saligt did at komme hen,
hvor er den glæde stor!
For evig, evig skal jeg der
se Gud i lyset, som han er,
se Herren Sebaot.1

2. I Himmelen, i Himmelen,
o, hvilken klarheds glans!
Ej middagssolen ligner den,
den overgår al sans.
Den sol, som aldrig ned skal gå,
men evigt uformørket stå,
er Herren Sebaot.

3. I Himmelen, i Himmelen,
hvad ære uden tal,
hvad lys af englevrimmelen
i herlighedens sal!
Og dem min ånd skal blive lig,
af evighedens skatte rig
hos Herren Sebaot.

  4. I Himmelen, i Himmelen
man ingen tårer ser,
ej døden, ej forkrænkelsen
dér ødelægger mer.
Dér skænkes evig herlighed
og evig fryd og evig fred
af Herren Sebaot.

  5. I Himmelen, i Himmelen
har du os, Gud, beredt,
hvad intet øre hørte end,
hvad øjet ej har set,
hvad ej er følt i støvets bryst,
besunget ej af støvets røst,
o Herre Sebaot!

  6. I Himmelen, i Himmelen,
blandt helligt englekor,
med Søn og Ånd bor Faderen
i Guddoms-ære stor.
Et trefold «hellig« synges dér,
når engleskaren offer bær’
for Herren Sebaot.

  7. Treenig Gud i Himmerig,
dig være lov og pris!
Ak, åbne og engang for mig
dit søde Paradis!
Lad fast i troens kamp mig stå
og af din hånd min krone få,
o Herre Sebaot!

1 Hærskarers Herre

1. Du, som gik foran os
helt ned i angstens dyb,
hjælp os at finde dig,
Herre, i mørket.

2. Du, som bar al vor skyld,
bar den og tilgav den,
du er vort hjertes fred,
Jesus, for evigt.

3. Du, som med livets brød
går gennem tid og rum,
giv os til hver en tid
brødet fra Himlen!

4. Du, som går foran os
her i et søndret liv,
send os med fred og brød
ud i alverden!

1. Sorrig og glæde de vandre til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer de følges og ad.
Jorderigs guld
er prægtig muld,
Himlen er ene af salighed fuld.

2. Kroner og scepter i demantspil lege,
leg er dog ikke den kongelig dragt.
Tusinde byrder i kronerne veje,
tusindfold omhu i scepterets magt.
Kongernes bo
er skøn uro,
Himlen alene gør salig og fro.

3. Alle ting har sin foranderlig lykke,
alle kan finde sin sorrig i barm.
Tit er et bryst under dyrebart smykke
opfyldt af sorrig og hemmelig harm.
Alle har sit,
stort eller lidt,
Himlen alene for sorgen er kvit.

4. Vælde og visdom og timelig ære,
styrke og ungdom i blomstrende år
højt over andre kan hovedet bære,
falder dog af og i tiden forgår.
Alle ting må
enden opnå,
Himmelens salighed ene skal stå.

5. Dejligste roser har stindeste torne,
skønneste blomster sin tærende gift,
under en rosenkind hjertet kan forne,1
for dog at skæbnen så sælsom er skift!
I våde-vand
flyder vort land,
Himlen har ene lyksaligheds stand.

  6. Angest skal avle en varende glæde,
kvide skal vinde sin tot ud af ten.
Armod skal prydes i rigeste klæde,
svaghed skal rejses på sundeste ben.
Avind skal stå
fængslet i vrå,
Himlen kan ene alt dette formå.

  7. Lad da min lod og min lykke kun falde,
hvordan min Gud og min Herre han vil,
lad ikkun avind udøse sin galde,
lad kun og verden fulddrive sit spil!
Sorrig skal dø,
lystigheds frø
blomstre på Himle-lyksaligheds ø!
1 Visne